Sociale medier for ejendomsmæglere

Sociale medier er det sted, hvor en ejendomsmægler bliver kendt i sit lokalområde. Det handler mindre om at sælge den enkelte bolig og mere om at være det kontor, folk tænker på, når de selv skal sælge. Her er hele guiden: platforme, indhold, rytme, regler, annoncering og hvordan I får tid til det.

Af Alfred Schunck · Opdateret · 12 min. læsning

Jeg står selv for Facebook og Instagram hos et mæglerkontor i Holbæk, og jeg har i flere år kørt betalte annoncer på Meta for danske virksomheder. Guiden er skrevet til ejendomsmæglere, der vil have mere ud af sociale medier, på selvstændige kontorer og i mindre kæder, hvor det ofte er indehaveren selv, der skal have opslagene ud, og hvor der ikke sidder en marketingafdeling.

Hvorfor sociale medier (SoMe) betyder noget for en mægler

Køberne finder boligerne på boligportalerne. Det ændrer sociale medier ikke på. Men de fleste mæglerkontorer tjener pengene på salgsopgaver, og salgsopgaver kommer fra folk, der kender kontoret. Det er der, sociale medier gør forskellen.

Et mæglerkontor taler til to grupper på sociale medier:

  • Køberne, der skal opdage en bolig, de ikke selv har søgt efter, eller lige netop den, der er kommet ned i pris.
  • De kommende sælgere, som følger med i, hvad der sker i deres eget område. Hver gang de ser jeres SOLGT på en bolig tre gader væk, bliver I lidt mere det oplagte valg.

Den anden gruppe er den vigtigste, og den overses ofte. Et kontor, der kun poster nye boliger, bliver en annoncetavle. Et kontor, der også viser solgte boliger, lokalkendskab og menneskene bag, bliver et kontor, man ringer til.

Sociale medier er én kanal af flere. Se hele billedet i guiden til markedsføring for ejendomsmæglere.

Facebook, Instagram, TikTok eller LinkedIn

Facebook

Stadig den vigtigste kanal for et lokalt mæglerkontor. 81 procent af danskerne over 16 år har brugt Facebook inden for det seneste år, og blandt de 35 til 54 årige er det næsten 9 ud af 10 (Danmarks Statistik, 2025). Her bliver opslag delt i lokale grupper og blandt naboer, også blandt dem, der ikke leder på Boligsiden. Facebook er også der, hvor betalte annoncer med et lokalt område virker bedst.

Instagram

Den visuelle kanal, brugt af 59 procent af danskerne over 16 år. Billeder og reels af boligerne fungerer godt, og publikum er lidt yngre. Det samme opslag kan bruges på Facebook og Instagram med små tilpasninger: billedet i 4:5 format, og linket i bio eller i en story, fordi links i Instagram tekster ikke kan klikkes.

TikTok

Brugt af 21 procent af danskerne over 16 år. Kan give stor rækkevidde, især til yngre førstegangskøbere, men kræver video og en person, der har lyst til at stå foran kameraet. For de fleste mindre kontorer er det et tillæg, når Facebook og Instagram kører fast.

LinkedIn

Relevant for erhvervsmæglere og for den enkelte mæglers personlige netværk. Til almindeligt boligsalg giver det sjældent meget.

Se også de særskilte guides til Instagram for ejendomsmæglere og TikTok for ejendomsmæglere.

Anbefaling

Start med Facebook og Instagram fra samme opslag. Gør det hver uge i tre måneder, før I tager en ny kanal med.

Hvad skal I poste

Der er to slags opslag: dem om boligerne og dem om kontoret. Begge skal være der.

Opslag om boligerne

Opslag om kontoret og området

  • Lokalkendskab: hvad koster et parcelhus i jeres by lige nu, hvor lang er liggetiden, hvilke kvarterer er efterspurgte.
  • Menneskene: præsentér mæglerne og de ansatte. Folk vælger en mægler, de føler, de kender.
  • Gode råd til sælgere: hvad skal du ordne før fotografen kommer, hvad koster det at sælge, hvordan foregår en salgsvurdering.
  • Bag om en handel: med sælgers samtykke, historien om en bolig, der fandt de rigtige købere.

En god tommelfingerregel: for hver tre opslag om boliger, et opslag om kontoret eller området.

Prøv det på en af jeres egne boliger

Indsæt linket til en bolig fra jeres hjemmeside, og se opslaget Listio laver. Det tager 30 sekunder og kræver ingen profil.

Gratis og uden at oprette dig. Du kan prøve én gang.

Jeres side

Lige nu · 🌐

Eksempel
Rummelig énplansvilla med stor have og masser af potentiale 🌿 Her er plads til at slå sig ned i ro og mag. Et velkendt villakvarter, grønne omgivelser og en grund på over 1.000 m² giver en frihed, der er svær at finde andre steder. 🏡☀️ • Birkevænget 14, 4600 Køge• 142 m² boligareal• 1.020 m² grundareal• 5 værelser• Opført i 1976• Ejerudgift: 2.310 kr./md.• Pris: 2.195.000 kr. Nysgerrig? Find ejendommen her 👇https://www.jeresmægler.dk/bolig/birkevaenget-14-4600-koege Skal vi hjælpe dig med at sælge eller købe bolig? Kontakt os uforpligtende. 💚🏡

Sådan ser et opslag fra Listio ud. Billeder, pris, størrelse og adresse kommer fra boligens egen side. I appen vælger I selv billeder, skabelon, signatur og tone.

Prøv gratis i 14 dage

Hvor tit skal I poste

Regelmæssighed slår mængde. Et kontor, der poster tre gange om ugen hver uge, får mere ud af det end et, der poster ti gange en uge og så intet i en måned. For et mindre kontor er tre til fem opslag om ugen et realistisk mål.

Sådan kan en uge se ud:

  • Mandag: ny bolig til salg
  • Onsdag: åbent hus på søndag
  • Torsdag: lokalkendskab eller et godt råd til sælgere
  • Fredag: solgt i denne uge
  • Lørdag morgen: påmindelse om åbent hus som story

Hverdage mellem kl. 19 og 21 og weekendformiddage er typisk gode tidspunkter, men jeres egen statistik på siden er den bedste rettesnor. Planlæg opslagene, så de ikke afhænger af, om der er tid lige den dag.

Billeder og video

  • Første billede bærer opslaget. Facaden i godt lys eller det rum, der sælger boligen.
  • Format: 4:5 (1080 × 1350 px) fylder mest i feedet på både Facebook og Instagram. Reels og stories er 9:16.
  • Branding i billedet: et badge med TIL SALG, SOLGT eller ÅBENT HUS, kontorets logo og gerne mæglerens navn. Så genkender folk jeres opslag, før de læser navnet.
  • Video: en kort rundtur på 15 til 30 sekunder som reel. Den kan optages på en telefon med en gimbal, eller laves ud fra boligens fotos. Se boligvideo for ejendomsmæglere.
  • Rettigheder: sørg for, at aftalen med fotografen dækker brug på sociale medier og i annoncer.

Regler for boligopslag på sociale medier

Der findes ikke særlige regler for sociale medier, men de almindelige regler for annoncering af boliger er skrevet, så de gælder for "annoncer og anden markedsføring", uanset hvor de står. Her er det vigtigste. Det er ikke juridisk rådgivning, så tjek med jeres advokat eller Dansk Ejendomsmæglerforening, hvis I er i tvivl.

Pris og ejerudgift

Når en mægler annoncerer en bolig til salg, skal annoncen oplyse den skønnede kontantpris og den månedlige ejerudgift. Det står i lov om formidling af fast ejendom § 41 og formidlingsbekendtgørelsens § 17. For andelsboliger gælder det samme med pris og boligydelse.

Den sikre vej

Behandl hvert opslag om en bolig til salg som en annonce, og skriv kontantpris og månedlig ejerudgift i opslaget. Det tager ti sekunder, og så er I aldrig i tvivl.

Teasere og skuffesalg på Instagram

I maj 2026 beskrev DR, hvordan mange boliger bliver vist på Instagram og TikTok uden pris og størrelse, så køberne først får oplysningerne, når de skriver en kommentar eller en besked. Forbrugerrådet Tænk efterlyste minimumskrav, og Dansk Ejendomsmæglerforening sagde, at foreningen er for klarere regler. Der er endnu ikke en afklaring af, hvornår en teaser tæller som en annonce. Indtil der er, er det klogeste at give fakta med fra start. Det er også bedre for køberne, og det giver færre "pris?" kommentarer.

De bredere regler for mægleres markedsføring, som påstande, anmeldelser og salær, står i guiden til markedsføringsloven for ejendomsmæglere.

Reklame og influencers

Betaler I en influencer for at vise en bolig eller kontoret, skal opslaget starte med "Reklame for" eller "Annonce for" og jeres navn. Et hashtag eller et "i samarbejde med" til sidst er ikke nok, ifølge Forbrugerombudsmanden. Det samme gælder ansatte, der poster som en del af deres arbejde.

Billeder, personer og sælgers samtykke

  • Fotografen ejer billederne. Efter ophavsretsloven giver en aftale om én slags brug ikke automatisk ret til andre. Aftal skriftligt, at billederne også må bruges på sociale medier og i betalte annoncer.
  • Personer kræver samtykke. Ansatte, sælgere og købere, der kan genkendes på billeder og video, skal have sagt ja, før de bruges i markedsføring. Hold børn og familiebilleder ude af boligfotos.
  • Sælgers accept. Skriv i formidlingsaftalen, at boligen må vises på jeres sociale medier, og aftal om adresse og salgspris må nævnes, når den er solgt.

Betalt annoncering på Facebook og Instagram

Den organiske rækkevidde på en Facebook side er lav. Et opslag når typisk kun en lille del af dem, der følger siden. Et lille, fast annoncebudget er derfor den hurtigste måde at komme ud til hele lokalområdet.

Boost eller Ads Manager

Knappen Boost opslag er hurtig og fin til et enkelt opslag. Vil I styre målgruppe, placering og budget over tid, er Meta Ads Manager bedre: der kan I samle boligerne i én kampagne, teste flere billeder og se, hvad et klik til boligen koster.

Hvad skal I annoncere

  • Nye boliger de første dage, hvor interessen er størst.
  • Åbent hus i dagene op til.
  • Solgt opslag i jeres kerneområde. De er billige at vise, og de taler direkte til kommende sælgere.
  • Salgsvurdering: en fast annonce, der kører hele året, med et klart tilbud om en gratis vurdering.

Budget

Et mindre kontor kan komme langt med 50 til 100 kr. om dagen fordelt på de vigtigste opslag. Opsætningen trin for trin står i guiden til Facebook annoncer for ejendomsmæglere. Start småt, se hvad et klik og en henvendelse koster, og flyt pengene derhen, hvor det virker. Mål altid på klik og henvendelser, ikke på likes.

Kategorien Bolig i Meta

Annoncer for boliger skal oprettes i Metas særlige annoncekategori Bolig, også i Europa. Det betyder, at I ikke kan målrette efter alder, køn eller postnummer, og at det mindste område er en radius på 15 km omkring en by eller et punkt. Lookalike målgrupper kan heller ikke bruges. Det er en fordel for et lokalt kontor at vide på forhånd: målretningen er bred, så det er billedet og første linje, der skal gøre arbejdet.

Hvad skal I måle

Likes er rare, men de betaler ikke husleje. Hold øje med:

  • Klik til boligen på jeres hjemmeside. Brug et link med UTM parametre, så I kan se trafikken fra Facebook og Instagram i Google Analytics.
  • Henvendelser og fremvisninger, der kommer fra sociale medier. Spørg, hvor folk så boligen.
  • Bookede salgsvurderinger. Det er det egentlige mål.
  • Rækkevidde pr. bolig, til sælgerrapporten. Sælgere vil gerne se, hvor mange der har set deres bolig.

Sådan får et lille kontor tid til det

Det store problem er sjældent viden. Det er tid. Et godt boligopslag tager typisk 30 til 45 minutter i hånden: finde billederne, skrive teksten, tjekke tallene, lave branding i billedet og udgive på to platforme. Med fem opslag om ugen er det en halv arbejdsdag.

  1. Lav faste skabeloner for hver opslagstype, så I ikke starter fra et tomt dokument.
  2. Saml arbejdet: lav ugens opslag på én gang og planlæg dem.
  3. Brug et værktøj til det, der kan automatiseres. Se guiden om AI til ejendomsmæglere, eller læs 7 spørgsmål før I vælger bureau eller værktøj.
  4. Gør én person ansvarlig. Når alle har ansvaret, gør ingen det.

Det er derfor, Listio findes

Med Listio indsætter du linket til en bolig fra jeres egen hjemmeside, vælger opslagstypen, og opslaget er klar på 30 sekunder: tekst i jeres tone, billeder med jeres branding og jeres signatur. Det kan udgives på Facebook og Instagram med det samme eller planlægges.

Tjekliste

  • Facebook side og Instagram profil med samme navn, logo og kontaktoplysninger.
  • Et opslag for hver ny bolig, åbent hus, ny pris og solgt.
  • Mindst ét opslag om ugen om kontoret, menneskene eller området.
  • Faste skabeloner og en fast signatur.
  • Branding i billederne, så jeres opslag kan genkendes.
  • Fakta tjekket mod salgsopstillingen, og pris og ejerudgift med, når I annoncerer en bolig.
  • Samtykke fra sælger til billeder, adresse og eventuelle personer.
  • Links med UTM til jeres egen hjemmeside.
  • Et lille fast budget til at annoncere de vigtigste opslag lokalt.
  • Månedligt tjek af klik, henvendelser og salgsvurderinger.

Gratis

Opslagspakken til mæglerkontoret

  • Skabeloner til til salg, nyt på markedet, ny pris, åbent hus og solgt
  • En ugeplan for et mindre kontor
  • Tjekliste før et opslag går ud

Pakken åbner med det samme. Se vores privatlivspolitik.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad betyder SoMe for en ejendomsmægler?

SoMe er en forkortelse for sociale medier. For en ejendomsmægler dækker det typisk kontorets Facebook side og Instagram profil, og for nogle også TikTok og LinkedIn. SoMe bruges både til at vise boligerne og til at gøre kontoret kendt hos kommende sælgere.

Hvilke sociale medier skal en ejendomsmægler være på?

Facebook og Instagram dækker langt de fleste boligkøbere og sælgere i Danmark, og det samme opslag kan bruges begge steder. TikTok og LinkedIn er værd at overveje, når de to første kører fast hver uge.

Hvor tit skal en ejendomsmægler poste på Facebook?

Et godt mål for et mindre kontor er tre til fem opslag om ugen: et opslag for hver ny bolig, solgt og ny pris, plus et par opslag om kontoret og området. Det vigtigste er, at der kommer noget hver uge.

Hvad skal en ejendomsmægler poste på sociale medier?

Nye boliger, åbent hus, ny pris og solgt er grundstammen. Dertil kommer opslag, der viser lokalkendskab og personerne bag kontoret, fordi det er dem, der får kommende sælgere til at ringe.

Hvad skal stå i et boligopslag på Facebook?

En stærk første linje om det særlige ved boligen, to til tre linjer om hvem den passer til, fakta som adresse, størrelse, pris og ejerudgift, et link til boligen på jeres egen hjemmeside og jeres faste signatur.

Skal prisen stå i et boligopslag på Facebook?

Når en mægler annoncerer en bolig til salg, skal annoncen oplyse kontantprisen og den månedlige ejerudgift. Reglerne gælder for annoncer og anden markedsføring uanset medie, så det sikre valg er at have det med i hvert salgsopslag.

Kan AI skrive opslag for en ejendomsmægler?

Ja, og det er en af de opgaver, AI er bedst til. Brug et værktøj, der henter fakta fra boligen selv, så tallene er rigtige, og læs opslaget igennem, før det går ud.

Alfred Schunck

Om forfatteren

Alfred Schunck har siden 2023 lavet foto, video og betalte annoncer på Facebook og Instagram for danske virksomheder gennem Aeroview, og han står selv for de sociale medier hos et mæglerkontor i Holbæk. Han har bygget Listio, fordi et godt boligopslag tog 45 minutter i hånden.

Mere om Alfred og Listio

Læs også